Tænk forbyggende; det betaler sig
Hver dag sygemelder 150.000 mennesker sig fra deres arbejde - Det svarer til 5% af den samlede arbejdsstyrke. Disse sygemeldinger koster samfundet 37 milliarder kr. om året. Et tal som alene dækker udgifterne til løn under sygdom og sygedagpenge. Men en undersøgelse foretaget for Ledernes Hovedorganisation viser, at medarbejdere på virksomheder der har tilbud om sund mad, motion samt fysioterapeutiske tiltag, rent faktisk er syge én dag mindre end ansatte på arbejdspladser, hvor disse tilbud ikke er en realitet (Kilde: "Sundhedsledelse i holdninger og handlinger" Ledernes Hovedorganisation 2008).
Fælles for tilbud om sund mad, motion og fysioterapi er, at det primært betragtes som forbyggende sundhedsinitiativer - man tager hånd om problemerne, før de faktisk bliver problemer. Det betyder, at hvis du sidder i en virksomhed, der har et højt sygefravær og leder efter en løsning på at nedbringe sygefraværet, er den bedste metode til at få sænket det, at du undersøger hvordan I kan implementere én eller flere forebyggende indsatser.
Sundhed skal skræddersys
Som rapporten fra Ledernes Hovedorganisation konkluderer, er der mange virksomheder, som har fået succes ved at implementere sundhedsfremmende tiltag. Men der er nogle ting du skal være opmærksom på, før du igangsætter sunde initiativer i din virksomhed. For sunde tiltag giver kun mening, hvis de passer til de sundhedsmæssige problemstillinger I har i netop jeres virksomhed. Her er nogle få spørgsmål I skal overveje, hvis I ønsker at indføre sunde initiativer i på arbejdspladsen (og få succes med dem!):
- Hvilke sundhedsmæssige udfordringer står I overfor?
- Hvad er årsagen til disse udfordringer?
- Hvordan sikrer I jer, at de sunde initiativer skaber resultater?
- Hvem er ansvarlig for at dokumenterer effekten af jeres sundhedsfremmende tiltag?
Det handler også om trivslen
Flere og flere virksomheder vælger at fokusere systematisk på de faktorer, der kan være årsagen til at medarbejdere sygemelder sig. Via sådan en indsats erfarer mange ledere, at det fravær de oplever ikke kun handler om sygdom, men også trivsel. For at øge trivslen, handler det om at sikre et arbejdsmiljø hvor der er plads til kompetenceudvikling, indflydelse på eget arbejde samt nye ledelsesformer baseret på dialog og samarbejde.
Sundhed hos den enkelte giver det samlede resultat
Netop den enkelte ansattes sundhed katalyserer en øget kvalitet og kvantitet i arbejdet, mindre sygedage samt et øget overskud og trivsel på arbejdspladsen. Undersøgelser viser faktisk, at den tid en ansat bruger på arbejdsrelaterede og fremadrettede sundhedsmæssige tiltag, som f.eks. motion i arbejdstiden, tjenes ind i form af øget arbejdsglæde og produktivitet. Det vil med andre ord sige, at sundhedsfremmende tiltag giver overskud på både den menneskelige og økonomiske konto.
Læs mere om vores sundhedsordning her.